Administrerende direktør Birgit Kornum, By & Bolig Administration A/S:


 Fagligt er Flemming Uno Nielsen utrolig hurtig til at sætte sig ind i den opgave, han skal løse. Han er højt kvalificeret til at lave sit arbejde. Han gør det flot og sætter en ære i, at det er udført til punkt og prikke.

Vi beskæftiger os udelukkende med ejendomsadministration for andre. Flemming Uno Nielsen skulle i første omgang afstemme en række regnskaber for vore kunder, så revisorerne kunne arbejde videre med dem.

En langtidssygemelding i vort bogholderi gjorde, at jeg hentede ham ind i firmaet før beregnet, og det havde den fordel, at han kunne lære vore systemer at kende, før det egentlige arbejde begyndte.

Jeg kom i kontakt med Flemming Uno Nielsen allerede i 2008, men på det tidspunkt havde vi netop fået løst en akut regnskabs-situation. I tiden efter fik jeg med mellemrum opringninger fra ham, hvor han interesseret spurgte til, hvordan det gik.

Den form for aktiv personlig kontakt uden salgsorienterede bagtanker skabte tillid. Faktisk kan man sige, at vi kom til at kende hinanden uden at kende hinanden. Flemming Uno Nielsen var vedholdende på samme måde, som en god ven er. Jeg havde kun positive tanker, og jeg følte ikke hans opringninger som spild af tid.

Det er et godt udgangspunkt for vort fremtidige samarbejde.

The Fun,D Management Co Aps · C/O Pixl Aps · Lille Strandvej 1A · 2900 Hellerup · Tlf.  (+45) 61 67 23 64