Administrende direktør Helle Lindved Jensen, Stena Technoworld A/S


Helle Lindved Jensen er administrerende direktør for Stena Technoworld i Brøndby. En virksomhed, hvor affald betragtes som en ressource. Stenas forretning er at håndtere og genvinde kasseret elektronik fra virksomheder og producenter. Helle Lindved Jensen tilknyttede Flemming Uno Nielsen som konsulent i maj 2013, hvor firmaet akut stod og manglede en controller og økonomichef. Her er hendes vurdering af samarbejdet:

 

”Det skulle gå lidt hurtigt, for vi havde haft en vikar, som sprang fra med kort varsel. Jeg fik Flemming Uno Nielsen anbefalet gennem mit netværk. Som virksomhed har vi en værdikæde,  der kan være svær at styre, idet vi køber og sælger i begge ender, og vi er meget konjunkturfølsomme.

Men Flemming gik frisk til sagen. Han er her fast fire dage om ugen, og det er et fantastisk samarbejde. Flemming er en humørspreder, som er nem at arbejde sammen med, og han går godt i spænd med medarbejderne.

En af Flemmings store styrker er hans mod. Han bliver ikke blæst ned af stolen af, at tingene er svære. Han har turdet udfordre den koncern, vi er en del af. Flemming vil have, at tingene skal være smidige, og han har svært ved at acceptere, at der er anliggender , man normalt ikke stiller spørgsmål ved til vores svenske hovedkvarter. Det er både hans styrke og hans svaghed.

Flemming sætter mange ting i gang, men han skal blive bedre til at følge dem op og få lavet en tjekliste, så han husker, hvilke ting, han skal gøre på hvilke tidspunkter. Jeg er kontrolfreak, og har være lidt efter Flemming, hvad det angår.  

Men hans resultater i form af besparelser og øget indtjening fra virksomheder, der skyldte os penge, kan ingen tage fra ham. De har vakt opsigt og respekt.

Jeg har tilbudt Flemming fastansættelse, hvilket han desværre takkede nej til. Men han har gennem sit eksempel vist vejen for vores kommende økonomichef, som vi vil gå efter at få ansat i løbet af 2014.”

The Fun,D Management Co Aps · C/O Pixl Aps · Lille Strandvej 1A · 2900 Hellerup · Tlf.  (+45) 61 67 23 64